Mange kommuner ønsker at reducere hastigheden på trafikken på skolevejene. Et tiltag kan være at variere hastigheden i løbet af døgnet, og det er netop ideen i SWARCOs nye LED-skilte, der er udviklet specielt til de nordiske skoleveje.
Øger opmærksomheden
-Trafikanterne stirrer sig blinde på statiske skilte, der står det samme sted i flere år. Desuden er det måske ikke nødvendigt at køre 30 km/t om aftenen på en vej, hvor der færdes mange skolebørn i skoletiden. LED-skilte, hvor hastigheden kan variere fra 30 til 50 km/t i løbet af et døgn, gør trafikanterne mere opmærksomme, fortæller Martin Jeppesen, der er Key Account Manager hos systemleverandøren SWARCO Danmark AS.
- Det nye i dette skiltekoncept er et integreret signalanlæg, overvågning og en kombineret løsning til at måle hastighed og skrive variable tekster. Lige før og efter skolestart kan skiltene styres med blink eller impulser for at øge opmærksomheden yderligere, siger Martin Jeppesen.
Unik linseteknologi
Undersøgelser viser, at opmærksomheden hos billisten er større, når man bruger LED-skiltning, end når man bruger traditionelle stationære skilte. LED-teknologien gør lysstyrken i skilteinformationen mere synlig. Denne effekt forstærkes yderligere af Swarcos unikke linseteknologi. Linseteknologien forhindrer fantomeffekt, forhindrer refleksion og opfylder kravet til lysstyrke i udendørs LED-skilte.
-Med linseteknologien kan man fordele lyset på en bedre måde. Derudover gør linseteknologien det muligt at reducere strømforbruget med cirka 30 procent i forhold til ordinære lysdioder, uden at det påvirker lysintensiteten. Lysdiodernes lavere strømforbrug er godt for miljøet, både på grund af et lavere energiforbrug og i og med, at lysdioderne har en længere levetid. En lysdiode vil have den samme lysintensitet efter 10 år, siger Martin Jeppesen.
Linsehovederne har en særlig udformning, og teknologien indebærer, at det er vejbredden, der afgør, hvilken type linse, der skal benyttes. Kravet til lys fra siden øges med vejens bredde.
Programstyring
Skiltene leveres i sæt med fire skilte, da en fartbegrænsning ifølge lovgivningen skal være mærket på begge sider af vejen og i begge ender af strækningen. Som udgangspunkt styres de gennem et program, der er forhåndsprogrammeret, men skiltene kan også reguleres manuelt fra en styrings- og overvågningscentral.